10 anholdt i stor aktion om hvidvask for millionbeløb

dato

10 anholdt i stor aktion om hvidvask for millionbeløb

Et omfattende efterforskningsarbejde er gået forud for dagens politiaktion, hvor Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har anholdt 10 personer flere steder på Sjælland, ligesom der også er foretaget ransagninger på en række adresser, herunder i Næstved-området. De 9 personer er alle sigtet for hvidvask af særligt grov beskaffenhed, og en person sigtes for særligt groft hæleri.

Flere af de anholdte kan sættes i forbindelse med organiseret rocker-/bandekriminalitet, og efter politiets opfattelse er der tale om hvidvask af et større millionbeløb. Sagen trækker endvidere tråde til flere såkaldte ”fakturafabrikker” (virksomheder eller netværk, der udsteder fiktive fakturaer for varer eller ydelser, som aldrig leveres), hvilket setup typisk er set anvendt til hvidvask af udbytte fra strafbare lovovertrædelser, skatte- og momssvindel samt til at finansiere sort arbejde.

- Hvidvaskkriminalitet gør langt mere skade end blot at skjule, hvor ulovlige penge kommer fra. Den fungerer som en slags infrastruktur for anden kriminalitet, fordi den gør det muligt at omsætte udbytte fra fx narkohandel, bedragerier, forskellige former for økonomisk og organiseret kriminalitet til penge, der kan bruges i den almindelige økonomi. Derfor rammer hvidvask i sidste ende hele samfundet. Jeg er derfor yderst tilfreds med dagens aktion,  som er forløbet planmæssigt. Vi har beslaglagt en betydelig mængde data og et millionbeløb samt en hel del genstande fra flere af de steder, hvor vi har slået til, og der forestår nu et større arbejde med at gennemgå det hele, siger vicepolitiinspektør Lars Steffensen.

 

Det forventes, at størstedelen af de sigtede vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Næstved i morgen torsdag klokken 9.00, hvor anklagemyndigheden vil begære lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Derfor har politiet ikke yderligere kommentarer for nu.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
Mest læste artikler