En 14-årig dreng fra Næstved blev lørdag klokken 22.40 udsat for et overfald på Åderupvej, lige uden for et motionscenter. Overfaldet blev begået af to drenge, der ankom til stedet på et elløbehjul.
Den ene gerningsmand tog kvælertag på den 14-årige, mens den anden gav ham et slag i ansigtet med flad hånd. Den 14-årige dreng formåede at flygte fra stedet på sit eget elløbehjul og fik hjælp af en forbipasserende hundelufter på Vordingborgvej, som tilkaldte politiet.
Gerningsmand A beskrives som en mand, dansk af udseende, ca. 14-15 år gammel, 175-185 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden med brunt, kort hår og iført mørkt tøj. Gerningsmand B beskrives som en mand, dansk af udseende, ca. 18-20 år gammel, ca. 185-195 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden med kort hår, overskæg og fipskæg, og iført mørkt tøj.
Flere vidner har allerede henvendt sig til politiet, men politiet opfordrer fortsat alle, der har oplysninger om sagen, til at kontakte dem. Vidner kan ringe til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.