Natten til lørdag klokken 01.15 blev politiet kaldt til Odensevej i Næstved, efter en taxachauffør havde fået et slag i ansigtet af en kunde. Kunden, en 18-årig mand fra byen, var blevet sat af, men patruljen fandt ham ikke langt derfra.
Den unge mand virkede påvirket og blev ubehagelig overfor patruljen, hvilket førte til hans anholdelse. Han blev sigtet for vold mod taxachaufføren, fornærmelig tiltale mod polititjenestemand og for overtrædelse af knivloven, da betjentene fandt en kniv på ham.
Manden blev taget med til politistationen, hvor han fik lov at hvile ud nogle timer, inden han blev løsladt igen klokken 5.41.