En 19-årig mand blev søndag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til den 26. februar, efter at have været anholdt lørdag klokken 21.17. Retsmødet blev afviklet for lukkede døre.
Den 19-årige er sigtet for medvirken til et røveri, der fandt sted fredag aften på banegårdspladsen i Næstved. Under røveriet blev to andre 19-årige mænd truet med en kniv af to gerningsmænd og frarøvet en telefon. De blev desuden tvunget til at hæve kontanter i en hæveautomat.
Politiet fandt frem til den 19-årige på baggrund af vidneudsagn og har en god formodning om identiteten på den anden gerningsmand.