20-årig anholdt efter skudepisode i Næstved
Fredag formiddag fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om, at der var affyret skud på en adresse på Kildemarksvej i Næstved.
Det viste sig, at en kvinde var blevet ramt. Hun blev fløjet til Rigshospitalet for behandling.
Politiet fik ret hurtigt en formodning om, hvem gerningsmanden kunne være. Og efter en massiv eftersøgning i store dele af Næstved lykkedes det klokken 13.30 at anholde og sigte en 20-årig lokal mand for forsøg på manddrab.
Politiet betragter det som en isoleret hændelse, som der nu er fuld kontrol over. Der er derfor ingen grund til bekymring blandt borgerne.
- Motivet bag drabsforsøget er uklart, og der forestår nu et større arbejde med tekniske undersøgelser, afhøringer, kortlægning af den sigtedes færden mv., siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson, der forventer, at den 20-årige fremstilles i morgen i grundlovsforhør.
Politiet har ikke mulighed for at bidrage med yderligere oplysninger til sagen på nuværende tidspunkt.