En 30-årig mand blev lørdag morgen klokken 3.50 standset af politiet i Ringstedgade, Næstved, efter at have kørt over for rødt i lyskrydset ved Rådmandshaven. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at manden havde en promille, der oversteg den tilladte grænse, og en narkometertest gav udslag for kokain.
Manden blev anholdt og sigtet for både spiritus- og narkokørsel samt for at køre over for rødt. Desuden blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han ikke havde gyldigt kørekort.
Bilen, som den 30-årige kørte i, tilhørte en 29-årig kvinde. Hun blev sigtet for at have overladt sin bil til en person uden kørekort, da hun flere gange tidligere havde ladet den 30-årige køre bilen. Køretøjet blev beslaglagt på stedet af politiet.