Onsdag klokken 13.39 blev en 31-årig mand fra Næstved standset af politiet på Sandbakken i Appenæs. Under standsningen forsøgte manden at stikke af fra bilen sammen med en passager, men betjentene fik hurtigt lokaliseret ham.
Det viste sig, at den 31-årige var frakendt kørekortet, og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Dette var tredje gang, han blev sigtet for at køre uden kørekort. Som følge heraf blev bilen, han kørte i, beslaglagt af politiet.
Ejeren af bilen, en 20-årig mand, blev også sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi