Onsdag aften blev politiet kaldt ud til Anemonevej i Næstved, hvor en 70-årig mand blev overfaldet af to mænd ud for sin lejlighed. Offeret modtog en stribe slag i ansigtet og måtte efterfølgende køres til behandling på sygehuset i Slagelse.
Overfaldet menes at have rod i nabostridigheder, og vidner på stedet udpegede hurtigt en 58-årig og en 56-årig mand som de formodede gerningsmænd. Begge mænd, der er fra lokalområdet, blev anholdt af politiet klokken 22.14 og sigtet for vold.
Efter at have været medtaget til politistationen i Næstved til afhøring, blev de to mænd løsladt igen kort efter midnat. Politiet fortsætter efterforskningen af sagen.