Det historiske kastanjetræ i midterrabatten ved Rådmandshaven skal torsdag den 3. september beskæres. Træet, der er cirka 80 år gammelt, står stabilt, men trækronen har med årene trukket sig indad, og enkelte grene er gået ud på grund af de mange år i et tæt bymiljø.
Efter anbefaling fra træeksperter fra Bioskov Træer og Natur vil Thors Træpleje fjerne de døde grene og beskære kronen skånsomt. Formålet med beskæringen er at bevare træet længst muligt og sikre, at det fortsat trives.
Park & Vej oplyser, at der er tale om almindelig vedligeholdelse af et gammelt og værdifuldt træ, som har potentiale til at blive op til 125 år gammelt.
Beskæringen handler også om trafiksikkerheden, da træet er placeret mellem to trafikerede vejbaner. Det er nødvendigt at sikre, at grene ikke kan knække af og lande på kørebanen, hvor mange biler dagligt passerer tæt forbi trækronen.
Arbejdet begynder torsdag den 3. september kort efter klokken 08.00 og forventes at vare til ud på eftermiddagen, men afsluttes inden myldretiden går i gang. Under beskæringen vil en del af venstresvingsbanen i retning mod sygehuset være afspærret, og i retning mod Fønix-krydset vil der være ét spor åbent.
Beskæringen foretages udelukkende af hensyn til træets sundhed og trafiksikkerheden. Der er ingen forbindelse til kommende projekter i Rådmandshaven.