Mandag formiddag kl. 10.15 modtog politiet en anmeldelse om to mænd, der havde stjålet en cykel fra en ejendom i Hovedgaden i Lov. Tyvene, en 19-årig og en 45-årig udenlandsk mand, blev dog hurtigt stoppet, og cyklen blev returneret til ejeren. De blev anholdt kl. 10.50 og sigtet for tyveri. Efter afhøring på Næstved politistation betalte de hver en bøde på 1.600 kr. og blev løsladt kl. 17.08.
NÆSTVED: Tyveri fra genbrugsplads
Natten til i dag kl. 1.26 opdagede en vagt, at to mænd havde begået tyveri på en genbrugsplads på Elektrovej i Næstved. De to mænd, en 37-årig fra Næstved og en 38-årig uden fast adresse, blev anholdt kort tid efter på Vestre Ringvej i Næstved. Udover tyveri blev den 38-årige også sigtet for besiddelse af amfetamin og methamfetamin.
Færdselskontrol i Næstved
På Østre Ringvej i Næstved blev der mellem kl. 11.38 og 16.53 foretaget en ATK-kontrol. Her blev 2844 køretøjer kontrolleret, hvoraf 21 kørte over den tilladte hastighedsgrænse på 60 km/t. Den højeste målte hastighed var 78 km/t.
På Gavnøvej i Næstved blev der mellem kl. 13.52 og 16.12 foretaget en bestilt færdselskontrol. Her blev 137 køretøjer kontrolleret, hvoraf 17 kørte over den tilladte hastighedsgrænse på 50 km/t. Den højeste målte hastighed var 75 km/t, hvilket resulterede i 3 klip i kørekortet.