Der faldt i går i Retten i Næstved dom i en sag om ikke færre end 101 forhold om samhandelsbedragerier og hvidvask. Der var fire tiltalte i sagen, hvoraf hovedgerningsmanden, der er en 25-årig mand, har siddet varetægtsfængslet siden 2. februar 2023.
Den 25-årige blev dømt for 85 forhold omhandlende bedrageri, hvor nogle af dem blev begået i forening med de øvrige tiltalte, mens andre blev begået af ham alene. I de tilfælde, hvor bedragerierne blev begået i forening, var det hovedgerningsmanden, der foregav at ville sælge en vare via Facebook eller DBA. Han benyttede falske profiler og indlod sig, i nogle tilfælde, i længere samtaler med de forurettede, der ofte udtrykte bekymring for ikke at have modtaget deres varer. Varerne han satte til salg varierede, men var primært diverse elektroniske apparater (spillekonsoller, fjernsyn mv.). Det var de samme billeder af varerne, han benyttede til forskellige salgsannoncer og fik altså betaling i 85 tilfælde uden at sende en eneste vare.I de tilfælde, hvor bedragerierne blev begået i forening, var medgerningspersonernes funktion alene at agere mulddyr – altså at stille deres konto til rådighed for betalingen fra forurettede og derefter videregive dem til den 25-årige.
Hovedmulddyret, der er en 24-årig mand, blev foruden medvirken til bedrageri dømt for 14 forhold vedrørende hvidvask. Han fik 4 måneders ubetinget fængsel. Han modtog dommen.
De to andre mulddyr, der begge er kvinder og hvis roller var mindre, fik henholdsvis 4 måneders betinget fængsel og 14 dages betinget fængsel. Begge kvinder modtog dommen.
Hovedgerningsmanden - den 25-årige mand - fik 1 år og 9 måneder ubetinget fængsel, og han blev varetægtsfængslet efter dom. Han udbad sig betænkningstid.
Sagen blev gennemført som en tilståelsessag.
- Jeg er godt tilfreds med resultatet fra retsmødet. Samhandel bygger på gensidig tillid mellem køber og sælger, og skal kunne foretages på tryg vis – også via internettet. Internetbedragerier er generelt et stort problem, og det er både krækende og økonomisk belastende, for de personer, det går ud over, når den tillid brydes.
- Sagen bygger på en omfattende efterforskning, og er med til at illustrere, at der ses hårdt på den hensynsløse adfærd, der ofte er forbundet med samhandelsbedragerier. Samtidig er dommen et vigtigt signal til dem, der tror, at rollen som muldyr ikke er strafbar – for det er den, siger anklagerfuldmægtig Sofie Lund Salminen.
For yderligere kommentarer kan anklagerfuldmægtig Sofie Lund Salminen kontaktes på 24 76 95 40.