Politiet blev tirsdag kaldt til Næstved Storcenter, hvor en medarbejder i en forretning havde tilbageholdt en 33-årig mand. Manden blev anholdt klokken 11.46 efter at have stoppet et sæt øretelefoner i lommen og forladt butikken uden at betale.
Ved anholdelsen undersøgte politiet mandens taske og fandt værktøj, der stammede fra to byggemarkeder i nærheden. Den 33-årige blev sigtet for butikstyveri og afhørt på politistationen i Næstved.
Det viste sig, at manden var efterlyst af de britiske myndigheder. Han fremstilles onsdag i grundlovsforhør, hvor retten skal tage stilling til en eventuel udlevering til Storbritannien.