Lørdag eftermiddag klokken 15.10 modtog politiet en anmeldelse om en mand, der gik rundt og råbte og skreg på Banegårdspladsen i Næstved. En patrulje ankom hurtigt til stedet og fik fat på den larmende mand, som viste sig at være 43 år gammel og uden fast adresse.
Manden virkede påvirket og ophidset, hvilket førte til hans anholdelse og sigtelse efter ordensbekendtgørelsen. Han blev taget med til politistationen, hvor han fik lov til at hvile ud i nogle timer.