Den 5. juli for 40 år siden gik en ung René Eschenbach i lære som bagersvend i føtex Vejle, hvor han oprindeligt er fra. Tiden i Salling Group har sidenhen bragt ham rundt omkring i landet, men i mere end 20 år har han været bagermester i Bilka Næstved.
René Eschenbach begyndte sin karriere i føtex Vejle, da han hjalp en kammerat med at gøre rent. Efterfølgende overtog han stillingen, indtil bagermesteren spurgte ham, om han ville i lære. Den unge René Eschenbach ville færdiggøre sin tid på handelsskolen, og så gik han i lære. Han har hængt ved lige siden og blev efter nogle år bagermester. Over årene har han været i flere forskellige føtex’er på tværs af landet. Alle gange har han taget sin bedre halvdel med, som også har været en del af Salling Group.
For over 20 år siden blev han tilbudt et job som bagermester i Bilka Næstved.
“Jeg sagde ja, men det skulle kun være i to år, så ville vi retur til Jylland eller Fyn, men jeg har stadig jobbet som bagermester i Næstved, og vi bor også stadigvæk i byen,” siger 56-årige René Eschenbach, som har ægte Salling Group-blod i årerne. Både hans far, bror og søn har været eller er nemlig også en del af virksomheden.
“Jeg har altid været rigtig glad for mit håndværk, og det har været vigtigt for mig at bevare det. Gennem årene er min arbejdsdag blevet mere fyldt med administrative opgaver, men jeg er fortsat en del af produktionen – jeg kan slet ikke slippe det,” siger han.
Forandringer over årene
De fire årtier i virksomheden har naturligvis betydet, at han også har været vidne til en markant udvikling, og mens forandringerne har været mange, er der enkelte ting, som er præcis ligesom, da han begyndte for 40 år siden. Napoleonshatte og gåsebryst har nemlig altid været populære kager, og det er de stadigvæk. En af de store forandringer er til gengæld udviklingen i virksomheden.
For mange år siden var han med til at servere nøje udvalgte håndværkere til de hedengangne lørdagsmøder, som hr. Salling afholdt hver lørdag for cheferne, da Dansk Supermarked, som Salling Group hed dengang, holdt til i Holme ved Aarhus.
“Vi serverede 16 håndværkere hver lørdag, og det var altid bagermesteren, som skulle udvælge dem. Der er sket meget gennem årene, og det er sjovt at tænke tilbage på, hvordan det var dengang. Som i mange andre virksomheder var ledelsesstilen mere topstyrret, men Salling Group har i den grad formået at følge med tiden. Jeg har fulgt med, og jeg har selv udviklet min ledelsesstil over årene. Det har været fantastisk at være en del af,” fortæller jubilaren, som gennem tiden har været med til at lave lagkager og kagemænd til 400-600 mennesker i forbindelse med større events og begivenheder.
Går efter guldet
En af de store motivationsfaktorer for René Eschenbach har været, at han vil være den bedste, og det er han.
“Vi er den bagerafdeling i Bilka, som omsætter for mest på tværs af landet. Det er jeg rigtig stolt af. Sammen med mine gode kolleger kæmper jeg - også i nedgangstider. Det er fedt, at vi kan stå sammen og levere gode resultater.”
Hans chef, Jonas Hansen er glad for, at René Eschenbach har været med ombord i så mange år.
“René er en fantastisk leder, som formår at udvikle sig og følge med tiden. Han omfavner de nye generationer og formår at lede dem. Jeg har aldrig arbejdet sammen med en, der er så passioneret og har så meget styr på sine ting. Det er en fornøjelse at have René med på mit hold og at få lov til at arbejde sammen med en så dedikeret person som René. Han brænder for at vinde, og det gør han samtidig med, at hans værdisæt er 100 procent i orden. Kæmpe respekt for det,” siger han.
René Eschenbach har jubilæum 5. juli, men på grund af sommerferien fejrer han det først 13. august med et åbent hus for venner, familie og kolleger.