På søndag er der Helteløb i Næstved – et familieløb der støtter de legehelte, som tager rundt på danske børneafdelinger landet over og skaber rare lege, sjov og bevægelse for de indlagte børn.
Hvis du gerne vil lave noget aktivt og samtidig støtte en god sag i weekenden, så har du en alletiders mulighed på søndag i Næstved.
Her afholdes Helteløb, der arrangeres for at støtte Børneulykkefondens Legehelte, som tager rundt på de danske hospitaler og bringer leg og glæde ind på børneafdelingerne.
Helteløbet skydes i gang søndag den 26. september klokken 10.45 ved kasernen i Næstved, og du kan købe billet til løbet helt indtil en time før start via www.borneulykkesfonden.dk
Det koster 100 kroner at deltage og ruten er på 1 kilometer, og du kan løbe op til tre omgange.
Undervejs skal du lave små sjove aktiviteter, og før løbet starter vil alle deltagere både de store og små blive forvandlet til superhelte.
I får heltekappe, heltemaske og et løbsnummer før afgang, og så er det ellers afsted på en hyggelig lille rute, som I helt selv bestemmer, hvordan I vil gennemføre – I må løbe, gå, hoppe eller kravle. I bestemmer, så længe I har en hyggelig tur.
Når du tilmelder dig Helteløbet, får du selv lov til at bestemme farven på din heltekappe, som også må tages med hjem bagefter.
Mød gerne op til løbet en times tid før start for at have tid til at hente løbsnumre, kapper og masker og få opvarmningen med.
Se mere på borneulykkefonden.dk for informationer under ”helteløb”.