Udlændingekontrolafdelingen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har onsdag anholdt to rumænske mænd på henholdsvis 27 og 30 år. Anholdelsen er resultatet af en omfattende efterforskning af kaffetyverier, der har fundet sted i en række supermarkeder, herunder i Næstved.
De to mænd er sigtet for i alt 35 tyveriforhold, der er begået i september og oktober. Politiet vurderer, at der er stjålet kaffe for et beløb i omegnen af 140.000 kroner. Tyverierne har fundet sted i flere byer, herunder Næstved, og de anholdte afsoner aktuelt en dom fra oktober måned, hvor de blev idømt 40 dages fængsel for tilsvarende kriminalitet.
De anholdte fremstilles i grundlovsforhør i retten i Nykøbing torsdag klokken 12.00.