Der har både været Paradis is og Frellsens chokolade i lokalerne, men nu er det Sigurds Isbar, der holder til i Torvestræde 6A, hvor du kan købe is, kaffe og sandwich året rundt.
Hvis du har lyst til en is i løbet af efteråret eller vinteren, så skal du bare besøge Sigurds Isbar, for her kan du med sikkerhed få det.
Sjællandske nyheder har været forbi isbaren og fået en snak med den daglige leder, Mükremin Toy. Han fortæller, at han fik tilbudt de tomme lokaler og takkede ja. Isbaren åbner med et par måneders forsinkelse på grund af corona. Men stedet er nu helt klar til at modtage gæster.
For de kunder, der tidligere er kommet i lokalerne, vil det være tydeligt, at der er skruet lidt på indretningen. Der er kommet en ny bardisk, men ellers er væggene stadig rå og det er meningen, at stemningen på stedet skal være rar.
Hvis du vil ind og nyde en god is, er du velkommen. Men du må også meget gerne kigge ind, hvis du har lyst til smoothie, milkshake, kaffe eller en lun sandwich. Det vil der nemlig også være på menukortet, og ved juletid vil der også være kakao og æbleskiver.
Ja, der vil altså være noget at vælge imellem for hele familien, hvis turen går til Næstved midtby og en tur forbi Sigurds Isbar.