Medgerningsmand anholdt

dato

Torsdag morgen opstod der brand i et kolonihavehus på Godthåbsstien i Korsør, og ret hurtigt stod det klart, at branden måtte være påsat. I forbindelse med politiets undersøgelser på stedet, kunne efterforskerne konstatere, at der havde været indbrud i flere kolonihuse i nærheden af brandstedet. Flere anmeldelser om tyveri fra biler, indbrud, databedrageri på en tankstation og butikstyveri fra et supermarked i Korsør begyndte at tikke ind i løbet af de tidlige formiddagstimer, og gennem vidneforklaringer, overvågning og intensiv efterforskning tegnede der sig hurtigt et billede af, at det kunne være de samme gerningsmænd, der stod bag. En 21-årig mand fra byen blev anholdt og sigtet for en række af de nævnte overtrædelser. Han blev samme dag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Næstved, hvorfra han blev varetægtsfængslet. Politiet havde en ganske god formodning om, hvem den anden gerningsmand var, og i går klokken 16.35 lykkedes det politiet anholde og sigte ham. Det drejer sig om en 22-årig mand, der vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere i dag.

Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi