En 34-årig mand fra Næstved blev natten til søndag anholdt i Ruds-Vedby efter en anmeldelse om mistænkelig adfærd. Manden blev observeret luske omkring og lyse ind ad flere vinduer i byen. Politiet visiterede manden og fandt 22 gram amfetamin, 10 gram ketamin, otte gram svampe samt nogle forskellige piller og et barberblad.
Manden blev anholdt klokken 1.21 og sigtet for salg af stoffer samt overtrædelse af knivloven. Han blev løsladt igen klokken 2.57.
Senere samme morgen fik politiet kontakt med manden igen, denne gang i Slagelse. Han blev først bortvist fra akutmodtagelsen på sygehuset i Slagelse og optrådte derefter utryghedsskabende på banegården. Manden blev anholdt klokken 6.49 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, inden han blev løsladt klokken 11.05.