Nedrivning af Næstveds gamle svømmehal markerer nyt kapitel for byens fritidsområde

Foto: Næstved Kommune.
dato

Næstved Kommune påbegynder i uge 28 nedrivningen af den tidligere Næstved Svømmehal, der har været centrum for byens fritidsliv siden 1970’erne.

Næstved Kommune starter i uge 28 nedrivningen af den tidligere Næstved Svømmehal på Nygårdsvej 100. Svømmehallen har siden åbningen i begyndelsen af 1970’erne været ramme om svømmeundervisning, fritidsliv og utallige lokale minder for byens borgere.

Bygningen har stået tom, siden kommunen i foråret 2025 åbnede en ny, moderne svømmehal i Stenlængegaardsområdet. I første omgang vil området efter nedrivningen blive omdannet til et grønt græsareal. Kommunen vil desuden undersøge mulighederne for en eventuel anden anvendelse af arealet på længere sigt.

Entreprenørfirmaet Tscherning har ansvaret for nedrivningsarbejdet, som påbegyndes i uge 28 og forventes afsluttet i december 2026. Før selve nedrivningen foretages miljøsanering af bygningen, herunder udvendig sandblæsning af facaderne. Derefter følger maskinel nedrivning, opbrydning af fundamenter og løbende bortskaffelse af affald. Til sidst fyldes området op med jord og omdannes til grønt areal.

Arbejdet udføres på hverdage mellem klokken 07 og 18 og om lørdagen mellem 07 og 14. Der vil ikke forekomme støjende aktiviteter på søn- og helligdage. Kommunen er opmærksom på, at arbejdet i perioder kan give øget trafik og støj i området, og de arbejder tæt sammen med entreprenøren for at begrænse generne mest muligt.

Med nedrivningen af den tidligere svømmehal afsluttes et kapitel for mange lokale borgere, og kommunen ser nu frem til områdets næste fase.

https://www.naestved.dk/nyheder/pressemeddelelser/nedrivningen-af-den-gamle-naestved-svoemmehal-saettes-i-gang

Kilde: Næstved Kommune
Mest læste artikler