Onsdag den 19. juni skete der noget nyt i REMA 1000 på Parkvej i Næstved. Her overtog Stig Nørgaard nemlig nøglerne til butikken og blev ny købmand. Det betød samtidig et farvel til afgående købmand Oliver Nyholm Hansen.
Fremover skal kunderne i REMA 1000 på Parkvej i Næstved skifte ’Oliver’ ud med ’Stig’, når de hilser på den lokale købmand i butikken.
Mange kunder har måske allerede snakket med den kommende købmand, for han har haft sin daglige gang i butikken i nogle måneder. Men onsdag den 19. juni var den officielle overtagelsesdato, hvor 55-årige Stig Nørgaard tog over for fremadrettet at skulle stå i spidsen for butikken i stedet for afgående købmand Oliver Nyholm Hansen.
Den nye købmand kommer til butikken med mange års erfaring fra dagligvarebranchen, som han har været en del af i mere end 25 år og har blandt andet været købmand i andre kæder. De senere år har han dog drevet en entreprenørvirksomhed, men nu ser han frem til at vende tilbage til butikslivet – denne gang som selvstændig købmand i REMA 1000:
”Jeg har i de sidste par år haft stor lyst til at vende tilbage til branchen, og derfor er jeg virkelig glad for, at jeg har fået muligheden for at blive købmand i REMA 1000 i butikken her i Næstved. Det har været nogle rigtig gode opstartsmåneder i butikken sammen med Oliver og hele teamet, og nu glæder jeg mig bare helt vildt til at tage ansvaret 100 % på mig,” siger Stig Nørgaard.
For den nye købmand er sammenhold og samarbejde vigtigt, og fokusområderne i butikken er på plads:
”Det er fantastisk igen at have tætte kolleger, som jeg kan samarbejde med hver dag, og jeg ser frem til, at vi sammen skal føre butikken videre og bygge ovenpå alt det gode, som Oliver har stået for. Jeg glæder mig over at være tilbage i branchen, og allermest glæder jeg mig over den daglige kontakt med kunderne. God kundeservice og god stemning i butikken er meget vigtige fokusområder for mig, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at skabe en god arbejdsplads og give kunderne gode oplevelser i butikken. Derudover skal vi selvfølgelig præsentere en pæn butik fyldt med friske varer hver dag – hele dagen,” siger han.
Privat bor Stig Nørgaard sammen med sin kæreste, Tanja, og sin yngste datter samt Tanjas to børn i Køng lidt udenfor Næstved. Udover de hjemmeboende børn har købmanden desuden to børn, der er flyttet hjemmefra.
REMA 1000 på Parkvej i Næstved fik ny købmand onsdag den 19. juni. Butikkens åbningstider vil fortsat være 7.00-21.30 alle ugens dage.