Næstved er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
NÆSTVED: Utilfreds bruger i rådgivningen
Tirsdag klokken 8.46 fik politiet en anmeldelse om, at der var en mand, der var temmelig utilfreds, i rådgivningen for stoffer på Engvej. Først havde han slået ud efter en medarbejder på stedet – dog uden at ramme – og så kørte han ind i en dør med sin invalidescooter, så døren ikke kunne lukkes. Politiet fandt frem til den pågældende umiddelbart efter. Det var en 49-årig mand fra byen, og han blev sigtet for forsøg på vold mod nogen i offentlig tjeneste og for hærværk.
NÆSTVED: Sigtet for at have kokain
Politiet fik tirsdag omkring klokken 12.00 en henvendelser fra vidner, der havde set noget, der lignede en lyssky handel på Erantisvej i Næstved, og en politipatrulje fandt da også frem til en 44-årig mand, der opholdt sig på stedet. Han havde en butterflykniv i tasken, hvor der også var 1,8 gram kokain. Den 44-årige blev herefter sigtet for overtrædelse af knivloven og lov om euforiserende stoffer.
DIANALUND: På udkig efter larmende knallerter
Fem minutter efter en anmeldelse om larmende knallertkørsel var en politipatrulje ved borgerhuset på Sømosevej i Dianalund. Anmeldelsen gik på, at der kørte flere knallerter omkring i området, og at de larmede og kørte lige frisk nok. Imidlertid havde roen sænket sig over byen, og der var ikke en knallert i sigte, da politiet var på stedet.
FEMØ: 40-årig sigtet for vold og trusler
Tirsdag klokken 17.50 fik politiet en anmeldelse om, at to mænd havde haft nogle uoverensstemmelser om en hund og dens adfærd ved havnen på Femø. Det fik en 40-årig mand fra Frederiksberg til at skubbe kraftigt til den anden, en 70-årig mand fra København, så han faldt. Den 70-årige og en 50-årig kvinde, der også var til stede, blev også truet, og da politiet nåede frem til øen, blev den 40-årige sigtet for både vold og trusler.
NYKØBING: 16-årig udsat for røveri – to anholdt
En 16-årig dreng fra Nakskov var tirsdag klokken 19.33 udsat for et overfald på Godsbanevej i Nykøbing. Her blev den 16-årige antastet af to jævnaldrende, som beskyldte ham for at have generet en fælles bekendt. Derefter fik den 16-årige flere slag i ansigtet, så han mistede balancen, og mens han lå på jorden, blev han også sparket. De to overfaldsmænd tog den 16-åriges taske og en højttaler, han havde med, og forsvandt fra stedet, men på baggrund af et godt signalement fandt politiet kort efter frem til en 16-årig dreng fra Stubbekøbing, der gik sammen med en 17-årig dreng fra Nykøbing på Prinsholmvej. De blev begge anholdt klokken 20.16 og sigtet for røveri, og på den enes mobiltelefon fandt politiet en video af overfaldet. De to anholdte blev taget med til politistationen i Nykøbing, hvor de sociale myndigheder og deres forældre blev tilkaldt til at overvære afhøringen. De to sigtede blev løsladt igen efter afhøring.
VORDINGBORG: Tissede foran politiet
Det hedder sig godt nok, at når man skal, så skal man – men man bør nok alligevel være omhyggelig med det sted, man vælger til at lette sig. En 19-årig mand fra Stege skulle i hvert fald tisse, og det gjorde han tirsdag klokken 23.22 i Kirkestræde i Vordingborg. Op ad et elskab. Foran en politipatrulje. Det medførte, at den 19-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og han kan nu vente en bøde for overtrædelsen.
VORDINGBORG: Dieseltyv taget med slangen i dunken
Et vidne anmeldte tidligt onsdag morgen, at der luskede en mand omkring med et par brændstofdunke ved en byggeplads på Maagevej, hvor der holdt flere entreprenørmaskiner. En politipatrulje ankom kort efter til stedet, hvor betjentene tydeligt så en mand, der med en slange var i færd med at stjæle brændstof fra tanken på en dumper. Herefter var det en smal sag at standse manden, der havde ganske vanskeligt ved at bortforklare tyveriet. Det var en 43-årig mand fra Vordingborg, som blev anholdt klokken 4.12 og sigtet for tyveri. Hans bil holdt parkeret lige i nærheden, og her var bagsæderne lagt ned og gjort klar til at transportere de brændstofdunke, han havde fyldt med diesel. Den anholdte skal nu afhøres nærmere om morgenens hændelser.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Fuglebjerg | Fasanvej | Lørdag klokken 19.00 – tirsdag klokken 19.30 | Ikke gjort op om der er stjålet noget |
Nykøbing | Slotsgade | Tirsdag klokken 1.00-8.56 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
Stege | Teglværksvej, Hegnede | Fredag klokken 15.00 – mandag klokken 11.00 | En lampe, parfumer og en pose kaffe |
Vordingborg | Hartkornsvej | Mandag klokken 23.30 – tirsdag klokken 8.00 | Ikke gjort op om der er stjålet noget |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Haslev | Karisevej, Druestrup | Tirsdag klokken 16.50-22.25 | ATK | 298 | 42 | 70 km/t | 110 km/t | Fem klip |
Nyrup | Merløsevej | Tirsdag klokken 5.05-11.25 | ATK – bestilt færdselskontrol | 421 | 58 | 60 km/t | 100 km/t | 15 klip og en betinget frakendelse |
Næstved | Vordingborg Landevej, Vester Egesborg | Tirsdag klokken 13.13-20.00 | ATK | 1150 | 69 | 50 km/t | 76 km/t | Fire klip |
Præstø | Præstø Overdrev | Tirsdag klokken 15.50-22.05 | ATK | 432 | 37 | 50 km/t | 75 km/t | Fire klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Dalby | - | Tirsdag klokken 10.50-11.20 | En blev sigtet for at køre uden at have spændt sikkerhedsselen |
Faxe | Torvegade | Tirsdag klokken 11.50-12.20 | En blev sigtet for at køre uden nummerplader og en for at have fejl ved bremselygterne |
Marielyst | Bøtøvej | Tirsdag klokken 14.30-15.00 | To blev sigtet for at køre uden sikkerhedssele |
Slagelse | Midtbyen | Tirsdag klokken 15.14-17.00 | To blev sigtet for at køre uden sikkerhedssele, en for at bruge håndholdt mobil under kørslen, en for kørsel uden førerret og ejeren af bilen blev sigtet for at overladen den til en person uden kørekort. Der blev afsløret en enkelt narkobilist og en varebilschauffør blev sigtet for ikke at have mærket bilen med cvr-nummer |
Stubbekøbing | Vestergade | Tirsdag klokken 13.15-13.45 | En enkelt trafikant blev sigtet for at køre uden sikkerhedssele |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Herlufmagle | Gunderslevvej | Tirsdag klokken 20.00 | 75-årig mand fra Herlufmagle | Spirituskørsel efter færdselsuheld |
Sakskøbing | Krenkerupvej, Radsted | Tirsdag klokken 12.10 | 21-årig mand fra Nørre Alslev | Narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade den til en person uden kørekort |
Slagelse | Nordvej | Tirsdag klokken 15.55 | 35-årig mand fra Broby | Narkokørsel |
Sorø | Vestmotorvejen | Tirsdag klokken 14.14 | 28-årig kvinde fra Albertslund | Narkokørsel. Den 28-årige havde 6,44 gram cannabis på sig og blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer |
Vordingborg | Næstvedvej | Tirsdag klokken 20.51 | 42-årig mand fra Herlufmagle | Spirituskørsel |