I Næstved har man længe drømt om at få flere folk til at flytte ind i bymidten, så der kunne komme mere liv i gadebilledet. Den drøm er nu sat på hold, fordi der ikke kommer noget boligbyggeri i denne omgang. Det bliver for dyrt.
Et stort penthousebyggeri med op til otte etager i Rådmandshaven har længe været i tankerne, men nu er alle ideer lagt ned, fordi det ikke kan hænge sammen økonomisk, skriver Sjællandske Medier.
Det bliver ikke noget byggeri i Rådmandshaven på bysiden til stor ærgrelse for borgmester Carsten Rasmussen. Han fortæller til Sjællandske Medier, at der kun kom et bud på opførelsen af byggeriet. Det var for dyrt og hang ikke sammen med de krav, der var til byggeriet.
Det er angiveligt dyrt at bygge i en bymidte, hvor der er ekstra krav til nedgravede p-pladser. Men for nu er projektet altså lukket ned. Det betyder dog ikke, at der ikke er åben for forhandling om eventuelt at bygge nær skoven i stedet.
Det er en stor skuffelse for flere i byen, at projektet ikke bliver til noget, især set i lyset af den begejstring, som projektet i sin tid blev præsenteret med. I 2019 var byrådet enige om, at det kommende projekt ville blive en kæmpe succes med den unikke beliggenhed. Sådan gik det desværre ikke denne gang.