Tirsdag eftermiddag var lokalpolitiet til stede på stisystemet fra Næstved mod Rønnebæk efter flere borgerhenvendelser om utryghedsskabende knallertkørsel. Betjentene talte med flere cyklister, som var glade for at se politiet på stedet.
Klokken 15.14 standsede betjentene en 15-årig dreng fra Lundby, der kom kørende på knallert. Drengen havde netop fået sit knallertkørekort dagen før, men knallerten virkede ulovlig. Et tjek på et rullefelt viste, at knallerten kunne køre væsentligt hurtigere end tilladt.
Knallerten blev derfor taget med til politistationen i Næstved til nærmere undersøgelse, og den 15-årige blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert. Drengens forældre blev underrettet om sigtelsen.