Politiet søger vidner til overfald ved Grøn Koncert i Næstved

Profilbillede
dato

Politiet søger vidner til overfald ved Grøn Koncert i Næstved

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi søger vidner til et muligt overfald i forbindelse med Grøn Koncert lørdag den 27. juli 2024 ved Holsted Alle i Næstved.

 

Overfaldet skulle være sket ved den sydlige ende af pladsen ved toiletvognene inde på et af de opstillede toiletter bag ”Nova” Scenen i tidsrummet mellem klokken 21.00 og 22.00 under Tobias Rahim koncerten.

 

Politiet søger vidner, der her kan have set en unge kvinde gå ind på et toilet og herefter en yngre mand, der umiddelbart efter gik ind på samme toilet. Kort tid efter løb den unge kvinde ud af toilettet.

 

Den unge kvinde har til politiet oplyst, at der stod tre kvinder bag hende, mens de ventede i toiletkøen. Kvinderne beskrives som ca. 50 år og op efter, alle med gråt hår, iført t-shirts med påtrykt motiv af Tobias Rahim, og kvinderne havde glimmer i ansigtet.

 

Den unge mand beskrives som: dansk af udseende, lys i huden, 15-25 år, kort mørkebrunt hår med en frisure, der var kortklippet i siderne og med små tætte krøller øverst på hovedet. Manden havde et hjemmelavet ”hak” i sit venstre øjenbryn. Han var ca. 175-185 cm høj og spinkel af bygning. Manden var iført mørkblå tætsiddende jeans med huller og en hvid t-shirt af mærket PSG med logoet nederst ved højre ærme samt en tynd, kort halskæde i guld.

 

Den unge kvinde er dansk af udseende, 16 år, 170 cm høj og spinkel af bygning med langt glat mørkt hår. På dagen var hun iført sorte kontorbukser, en lyserød top uden stropper og hvide gummisko.

 

Politiet hører gerne fra vidner – ikke mindst fra kvinderne fra toiletkøen - der kan have set episoden eller i øvrigt har oplysninger til sagen, på telefon 1-1-4.
Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi