Seks anholdelser i bedrageriforhold mod ældre borgere
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har i dag anholdt seks personer, der mistænkes for at stå bag flere bedrageriforhold. I forbindelse med anholdelserne, har politiet ransaget flere adresser forskellige steder på Sjælland og i Jylland.
De anholdte er sigtet for flere bedrageriforhold, hvor man har kontaktet ældre borgere telefonisk, og udgivet sig for at være fra banken. De ældre borgere er blevet overtalt til at udlevere betalingskort og koder til en person, der er mødt op på de ældre borgeres adresse, hvorefter de er blevet snydt for store beløb.
Flere af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Næstved i morgen.
- Vi ser med stor alvor på disse sager, bl.a. fordi ofrene ofte er sårbare borgere. I den sammenhæng er det afgørende, at man uanset alder kan føle sig tryg i eget hjem, siger vicepolitiinspektør Lars Steffensen. Han tilføjer:
- Jeg er meget tilfreds med at, det ser ud til, at vi ved denne aktion både har fået fat i dem, der koordinerer og planlægger bedragerierne, og også dem der udfører selve forbrydelsen.
Pressen kan kontakte vicepolitiinspektør Lars Steffensen på tlf.: 41331543 for yderligere oplysninger.