I hele landet har lidt over 1.500 familier modtaget Skolestarthjælp og 22 af dem bor i Næstved, hvor de har fået alle de basisting et barn har brug for, når det starter i skole.
Det er ikke alle børn, der har en familie, som har råd til at sende dem godt af sted til første skoledag med alt det udstyr, det kræver.
Derfor har Dansk Folkehjælp i år hjulpet over 1.500 familier med de mest nødvendige indkøb til skolestarten, og 22 børn har modtaget hjælpen i Næstved, skriver Sjællandske Nyheder.
Når et barn i år har modtaget en startpakke til skolen, så har det fået ny skoletaske, drikkedunk, madkasse, let-læsebøger, en tablet og et gavekort til nyt tøj og læringsmidler.
Pakken har en værdi på omtrent 2.000 kroner, hvilket er mere end den lød på sidste år.
Dansk Folkehjælp har desuden kunne hjælpe flere familier i år end sidste år, skriver avisen.
Tanken med en Skolestartpakke er at give børn fra fattige og udsatte familier en bedre start på skolelivet.
Man ønsker, at børnene udadtil starter skolelivet på lige vilkår som alle andre børn, og dermed har en større mulighed for at falde til socialt og skabe gode relationer.
Det giver bedre vilkår og forhåbentlig en bedre skolegang, der kan være med til at bane vejen for barnet i fremtiden.