Spis i det fri – offentlige parkeringspladser bruges til udeservering

Foto: Redaktionen.
Profilbillede
dato

Nu udvides muligheden for at sidde under åben himmel og nyde en god frokost i Næstved. Teknisk udvalg har godkendt brugen af offentlige parkeringsbåse til udeservering.

Flere og flere vil gerne sidde udenfor og spise deres rejemad og drikke et glas vin med kig til himlen, men pladsen har været trang for flere caféer og restauranter i byen.

Den store efterspørgsel på at sidde udenfor, har fået Teknisk udvalg til at godkende udeservering i parkeringsbåse, skriver Sjællandske Nyheder.

Der har angiveligt været flere henvendelser til kommunen om at udvide de områder, hvor byens spisesteder kan sætte borde op og servere.

Derfor er beslutningen blevet truffet, og med det følger også et ansvar.

Det er klart, der kan ikke serveres hvor som helst. Der må kun serveres på parkeringsbåse i direkte forlængelse af et spisested, og fortovene skal være fri.

De handicapparkeringer, der er i byen, må heller ikke bruges og generelt skal trafikken kunne komme omkring uden problemer.

Du kan altså forvente, at det i fremtiden bliver nemmere at få et godt bord udenfor, når du gerne vil spise en bid mad eller nyde en kold øl i midtbyen af Næstved.

Kilde: Redaktionen