Næstved er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
NØRRE ALSLEV: Rejste uden legitimation
Ved en udrejsekontrol på toldcenteret i Nørre Alslev mandag eftermiddag traf Toldstyrelsen en mand, som var passager i en bus på vej fra Sverige til Tyskland. Han havde ikke nogen gyldig rejselegitimation, og politiet blev derfor tilkaldt. Her viste det sig, at det var en 31-årig udenlandsk mand, og han blev anholdt klokken 14.15 og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. Den 31-åriges sag er forelagt Hjemrejsestyrelsen, og han er fortsat anholdt.
NÆSTVED: Stjal energidrik og Jägermeister
Politiet blev mandag klokken 15.30 kaldt til et varehus på Kvægtorvet i Næstved, hvor personalet tilbageholdt en kunde, der var mistænkt for butikstyveri. Det var en kun 15-årig dreng fra Holme-Olstrup, som havde stoppet et par dåser Red Bull, en flaske Jägermeister og en pakke engangskrus i jakkelommen, og herefter gik han ud af butikken uden at betale for varerne. Den 15-årige blev sigtet for butikstyveri, og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.
NAKSKOV: Overfaldet ved busstoppested
En 24-årig kvinde blev mandag eftermiddag tilsyneladende umotiveret overfaldet, da hun ventede ved et busstoppested i Jernbanegade i Nakskov. Manden kom til at skubbe til hende, og da kvinden kommenterede det, blev han ubehagelig. Hun tog sin mobil frem, og det fik manden til at give hende flere knytnæveslag i hovedet, men vidner kom hende til hjælp og tilkaldte politiet. På baggrund af vidneforklaringer fandt politiet frem til en 63-årig mand fra Nakskov, som blev anholdt klokken 16.35 og sigtet for vold. Han blev afhørt på politistationen i Nakskov og løsladt igen klokken 18.03.
SLAGELSE: På knallert med stoffer
Politiet var mandag aften på Jacob Dampes Vej i Slagelse, hvor der var fundet en knallert, som var meldt stjålet tidligere på dagen på Stillinge Strandvej. Mens politibetjentene var på stedet, kom en anden knallertkører forbi – uden styrthjelm. Det var en 37-årig mand fra Slagelse, som virkede påvirket, og en narkometertest gav da også udslag for cannabis. Den knallert, han kørte på, var hverken indregistreret eller forsikret, og desuden havde den 37-årige ikke noget kørekort. I bæltetasken havde ham imidlertid 5,2 gram hash, så han blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand, for kørsel uden førerret, for overtrædelse af af lov om euforiserende stoffer og for at køre uden hjelm på en uindregistreret knallert uden forsikring.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn ikke modtaget nogen anmeldelser om indbrud i privat beboelse
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Blangslev | Præstø Landevej | Mandag klokken 10.28-16.58 | ATK | 1490 | 36 | 50 km/t | 70 km/t | To klip |
Harpelunde | Spodsbjergvej | Mandag klokken 6.23-11.40 | ATK | 217 | 3 | 90 km/t | 121 km/t | - |
Haslev | Ringstedvej | Mandag klokken 18.52-23.58 | ATK | 284 | 10 | 80 km/t | 137 km/t | Et klip og en betinget frakendelse |
Maribo | Vestre Landevej | Mandag klokken 11.31-14.01 | ATK | 950 | - | - | - | - |
Nakskov | Tårsvej | Mandag klokken 12.36-12.50 | ATK | 15 | - | - | - | - |
Nysted | Musse Møllevej | Mandag klokken 7.44-10.24 | ATK | 196 | 1 | 80 km/t | 96 km/t | - |
Næstved | Østre Ringvej | Mandag klokken 8.06-13.51 | ATK | 2675 | 47 | 60 km/t | 107 km/t | Tre klip og en betinget frakendelse |
Slagelse | Sdr. Ringgade | Mandag klokken 13.13-14.15 | ATK | 344 | - | - | - | - |
Slagelse | Slagelse Landevej | Mandag klokken 14.54-19.05 | ATK – bestilt færdselskontrol | 1410 | 6 | 80 km/t | 117 km/t | Et klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Bogø By | Grønsundvej | Mandag klokken 11.25-11.55 | Ingen sager |
Karise | Dalbyvej | Mandag klokken 8.35-9.05 | En enkelt bilist blev sigtet for at køre for hurtigt. Den pågældende blev målt til at køre 120 km/t, selv om man kun må køre 80 km/t, og det giver et klip i kørekortet |
Rønnede | Vordingborgvej | Mandag klokken 8.35-9.05 | To trafikanter blev standset og sigtet for at køre alt for hurtigt. Hastighedsbegrænsningen er 70 km/t, men den højeste hastighed blev målt til 101 km/t. Begge står til et klip i kørekortet |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset en enkelt påvirket trafikant:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Slagelse | Ndr. Ringgade | Mandag klokken 19.00 | 37-årig mand fra Slagelse | Narkokørsel på knallert |