Hvis du er vild med Halloween, og gerne vil gøre lidt ekstra ud af det for din egen eller børnenes skyld, så skal du måske besøge Gavnø Slot i efterårsferien for at komme i den rette stemning.
Efteråret er for mange lig med hyggelige lege udenfor, optakt til Halloween og en masse skæg og ballade i den forbindelse. Sådan er det også på Gavnø Slot, der inviterer til efterårshygge i efterårsferien.
Fra lørdag den 16. oktober til og med søndag den 24. oktober vil der være en masse sjove og ind imellem lidt uhyggelige aktiviteter omkring slottet, skriver Næstved Ugeavis.
Slotsparken vil være pyntet op til årstiden, og der vil være en masse aktiviteter for børn i alle aldre. For de helt små er der en sørøverlegeplads, og der vil være skattejagt på græskar rundt i parken for alle, der har lyst til at være med. Bagefter kan man skære græskarlygter eller lave masker på slottet eller i værkstedet.
Der vil også være aftenåbent enkelte aftener på Gavnøs træ-topbane, hvor der tændes bål og kan laves snobrød.
Du kan købe billet via slottets hjemmeside, hvor du også kan se meget mere om arrangementet på www.gavnoe.dk