Ukrainske børns tegninger og beretninger

et hus og heste
dato

 Det er en stor glæde for Næstved Kunstforening at kunne præsentere udstillingen ,,Little Hope Gallery" - Ukrainske børns tegninger og beretninger.

I Ukraine har krigen nu raset ubønhørligt i over 1000 dage, og overalt i det angrebne land lider civilbe- folkningen under den russiske besættelsesmagts terror i den iskolde vinter.

Det går i særlig høj grad ud over børnene i Ukraine, der i stigende grad må lide afsavn, svigt og angst i takt med at manglende skolegang og krigstraumer påvirker dem.

I Lviv i det vestlige Ukraine har en kunstner og pædagog ved navn Natalya Pavlyuk og hendes datter, Yustyna, skabt en billedskole for ukrainske børn, for at de kan komme til et trygt sted og få ro til at sidde og tegne og male. Natalia Pavluk skriver selv dette om projektet:
,,I starten af Ukrainekrigen begyndte vi på dette projekt, fordi vi så så mange børn der ankom til Lviv, der var direkte traumatiserede af krigen. Vi forstod at disse børn havde brug for noget glæde i deres liv. Vi begyndte straks at besøge hospitaler, børnehjem og sheltere for at arbejde med børnene. 
Vi så omgående resultater hos børnene og vi ønskede at fortsætte vores mission. Siden da har vi fået købt alle materialerne inklusive kvalitetsmaling, pensler og papir". - Natalya Pavlyuk

Vi har i Næstved Kunstforening i et samarbejde med kunstneren Søren Martinsen fået en udstilling af ukrainske børns tegninger og historier hertil. Vi viser tegningerne over en weekend i Kunstforeningen umiddelbart efter nytår i 2025.


Med udstillingen ønsker vi at stille skarpt på den menneskelige side af konflikten fra børnenes synsvinkel, og samtidig bidrage til at vi i Danmark stadig husker at støtte Ukraine.

Der er gratis adgang, og vi håber at rigtig mange besøgende i løbet af weekenden vil komme forbi og se den store samling af tegninger. Det er ikke mindst en oplagt mulighed for børn og deres forældre at få sat ord på nogle af de ting, børn kan gå og være bange for i den voldsomme verden, de oplever gennem medierne.

Vores udstilling bliver åbnet med velkomstord fra Næstveds borgmester Carsten Rasmussen, hvorefter der vil blive serveret lidt godt at spise og drikke.

PROGRAM:
UDSTILLINGSÅBNING OG FERNISERING: Fredag d. 3. Januar 2025 kl. 16 - 18:30 Lørdag d. 4. Januar 2025: Udstillingen er åben kl. 11 - 16
Søndag d. 5. Januar 2025. Udstillingen er åben fra kl. 11 - 15.
Alle er velkomne og der er gratis adgang.
Næstved Kunstforening, Sct. Peders Kirkeplads 14 C, 4700 Næstved.

Henvendelser fra pressen: martinsen.soren@gmail.com 

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.