Onsdag formiddag blev politiet tilkaldt til banegården i Næstved, efter en episode ombord på et tog, der netop var ankommet fra København. En 31-årig mand fra Haslev havde overfuset togpersonalet, hvilket førte til politiets involvering.
Da betjentene ankom til toget, fandt de manden sovende. Han blev vækket og eskorteret ud af toget, hvorefter han sparkede på et par skraldespande og råbte efter andre rejsende. Han blev anholdt klokken 12.22 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Manden blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han fik tid til at dampe af, inden han blev løsladt igen klokken 16.37.