To kvinder fra Næstved var torsdag eftermiddag udsat for bedrageri, og i det ene tilfælde slap gerningsmanden afsted med at hæve et kontant beløb fra kvindens bankkonto.
Den ene – en 71-årig kvinde – blev ringet op klokken 12.30, og en venlig og forstående bankmand, der påstod, han ringede fra Nordea, fortalte, at der var hævet penge på kvindens dankort, og at det derfor skulle skannes!? Undervejs i samtalen lykkedes det fupbankmanden at franarre kvinden hendes pinkode, og kort efter dukkede et bud op på kvindens adresse for at hente dankortet.
Senere opdagede kvinden, at der var hævet kontanter på kortet. En 95-årig kvinde var lidt senere torsdag eftermiddag udsat for et lignende nummer. Her mødte et hjælpsomt bud op hos den 95-årige, som i mellemtiden havde mobiliseret et par bekendte, og de afviste at udlevere kvindens dankort til bedrageren.
Gerningsmanden beskrives som: Mand, dansk af udseende, ca. 25 år og 180 cm høj, og så talte han dansk. Han var almindelig af bygning, lys i huden og havde kort, brunt hår. Han var velsoigneret og havde en grøn sweatshirt med sort lynlås og mørke bukser på. Han ankom muligvis til stedet i en mindre, mørk bil af ukendt mærke.
Bedrageriforsøget skete torsdag omkring klokken 14.20 på den 95-åriges bopæl på Ferskenvej, og politiet hører gerne fra evt. vidner, der har oplysninger til sagen.'
NÆSTVED: Flyttede hund og smed med konserves
En kunde i et supermarked på Parkvej i Næstved kunne lørdag morgen ikke finde sin hund, da han kom ud efter at have handlet. På overvågningsbillederne kunne man se, at en kvinde havde taget hunden. Heldigvis dukkede den lidt efter op – godt nok på den anden side af vejen, hvor den var blevet efterladt uden at have lidt overlast.
Ikke længe efter denne episode, måtte politiet igen ud til det samme supermarked, hvor en tilsyneladende beruset kvinde gik rundt i butikken og råbte op og kastede med konserves.
Da politiet kom til stedet, kunne de genkende kvinden fra overvågningsbillederne af episoden med hunden. Det viste sig at være en 43-årig kvinde uden fast bopæl, og hun blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen.
Hun blev taget med til politistationen, hvor hun tilbragte en god del af dagen, før hun klokken 17.55 blev lukket ud igen.
NÆSTVED: I byen med 20 gram hash
En af politiets forebyggende patruljer var natten til søndag på Ramsherred i Næstved, hvor de stødte på en 24-årig mand fra byen, der stod i en gyde. Ved en nærmere undersøgelse af manden fandt betjentene 20,5 gram hash på ham, og derfor blev han sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
NÆSTVED: Anholdt efter hærværk
Søndag klokken 9.30 fik politiet en anmeldelse om, at en mand løb omkring ved Skovbrynet med en hammer, og at han havde smadret flere ruder. Det var gået ud over et par ruder til en børnehave, og der var knust ruder i tre biler, som holdt parkeret.
Vidner tilbageholdt manden på stedet, indtil politiet kort efter nåede frem. Det var en 30-årig mand fra lokalområdet, som var noget ude af balance. Han blev anholdt klokken 9.58 og lidt senere søndag kørt til behandling på sygehuset.
NÆSTVED: Søger vidner til hærværk
Politiet efterlyser vidner, der har bemærket noget usædvanligt på Erantisvej, hvor flere biler er blevet ridset med en spids genstand. Foreløbig har politiet modtaget tre anmeldelser fra stedet, og hærværket er begået på et tidspunkt mellem lørdag lokken 17.00 og søndag klokken 9.00.
Flere af bilerne er ridset på flere sider, og derfor hører politiet gerne fra evt. vidner. Ring til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4