Torsdag aften klokken 18.30 bemærkede to betjente en motorcyklist uden nummerplade, mens de kørte i Ringstedgade i Næstved. Da betjentene forsøgte at standse motorcyklisten, nægtede føreren at standse og fortsatte i stedet sin kørsel.
Motorcyklisten kørte i en venstresvingsbane og over for rødt lys ved Rådmandshaven, hvorefter han fortsatte gennem Ringstedgade og gågaden med høj hastighed. Flere fodgængere måtte springe til side for at undgå at blive ramt. Jagten fortsatte over Hjultorvet og gennem Ramsherred til Teatergade, hvor det lykkedes politiet at standse motorcyklisten.
Føreren, en 18-årig mand fra Næstved, blev sigtet for flere lovovertrædelser, herunder at køre over for rødt, forkert placering på vejen, ikke at rette sig efter politiet, kørsel på en uindregistreret motorcykel uden forsikring, kørsel uden førerret og overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at forvolde fare for andre. Motorcyklen blev beslaglagt på stedet.