Mandag klokken 15.15 blev en 26-årig mand standset af politiet på Valmuevej i Næstved. Manden oplyste til betjentene, at han tidligere på dagen havde røget en joint. Han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Det viste sig, at han også var blevet sigtet for narkokørsel dagen forinden.
Ved en ransagning fandt politiet otte gram kokain og tre poser med i alt 33 gram amfetamin. Den 26-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt for kørsel i frakendelsestiden.
Efter at der var taget en blodprøve og efter en afhøring blev manden løsladt.