BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Næstved
Kan du lide udfordringer, og har du lyst til at prøve kræfter med administrative opgaver i vores ledelsessekretariat, så har vi et job til dig.
Ledelsessekretariatet er kendetegnet ved et godt socialt sammenhold, højt humør og et stærkt fagligt miljø på tværs af mange fagligheder. Vi er 13 medarbejdere – en blanding af administrative, jurister og akademikere. Vores opgaver er at understøtte ledelsen, sagsbehandling af f.eks. ansøgninger om tilladelser, aktindsigtssager, klager, kommunikations- og projektarbejde.
Om jobbet
Som vores nye kollega i ledelsessekretariatet får du et spændende og udviklende job på en dynamisk arbejdsplads, der har alsidige og udfordrende opgaver med fokus på faglighed, kvalitet og god borgerbetjening. Du skal indgå i et tæt samarbejde med 3 andre kolleger, som ud over håndtering af vores centrale e-mailpostkasse, posthåndtering og journalisering også har en stribe andre opgaver som f.eks. sagsbehandling af ansøgninger om tilladelser, borgerbetjening og mødeforberedende arbejde.
Vi har et stærkt samarbejde med alle dele af vores politikreds, og vi vil gerne holde fast i vores ry for at være hjælpsomme. Nogle dage er der 80% koncentreret sagsbehandling og 20% ad hoc-opgaver, mens andre dage byder på det modsatte.
Om dig
Du har erfaring med administrativt arbejde og har en kontoruddannelse, så du ved, hvor vigtigt det er at have struktur i opgaveløsningen. Har du konkret erfaring med sekretariatsarbejde eller erfaring fra politi eller anklagemyndighed, vil det være en fordel. Du har forståelse for arbejdet i en kompleks og politisk styret organisation.
Som person er du fagligt engageret, struktureret og har et højt service- og kvalitetsniveau. Du kan se dig selv i en arbejdsdag, der til tider er hektisk, og hvor der nogen gange er korte tidsfrister til at nå opgaverne. Du kan holde snuden i sporet, selv om du bliver afbrudt af telefonen og af kolleger, der skal serviceres. Du udviser initiativ og får tingene til at ske, ligesom du er parat til at tage ansvar for din og dine kollegers indsats, for det er en fælles opgave.
Vi lægger vægt på, at du har gode kommunikationsevner, både skriftligt og mundtligt. Erfaring med WorkZone vil være en fordel.
Det er en fordel, men ikke et krav, at du har kørekort, da du i sjældne tilfælde kan blive sendt ud på en køretur til andre lokationer i politikredsen eller til møder med andre myndigheder.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes på overenskomstvilkår efter den gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/Stat samt OAO-S-fællesoverenskomst. Gennem pensionsselskabet Sampension får du adgang til en sundhedsordning.
Arbejdstiden er 37 timer i gennemsnit pr. uge. Der er flekstid, og når det giver mening for både kontoret og for dig, er der mulighed for hjemmearbejde.
Arbejdspladsen ligger på politistationen på Parkvej 50 i Næstved, hvor vi har til huse i en nyere bygning. Kontorerne er pæne, og vi har gode medarbejderfaciliteter som f.eks. kantine og motionsrum.
Det er en forudsætning for at blive ansat, at du kan sikkerhedsgodkendes, og du skal kunne opretholde din sikkerhedsgodkendelse gennem hele din ansættelse.
Vi forventer at holde samtaler i slutningen af august 2024.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Claus Mohr Hansen på tlf. 4132 8260 eller overassistent Charlotte Christensen på tlf. 2155 5176.
Vi opfordre alle interesserede til at søge, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Du søger stillingen via vores rekrutteringssystem. Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger ved politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger
Ansøgningsfrist: 8. august 2024
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er bygget op om fem lokalstationer. Lokalstationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Rødbyhavn.
Næstved er hovedstation i politikredsen, som omfatter i alt 7 kommuner, nemlig Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland, hvor der bor ca. 390.00 borgere.
Antallet af ansatte i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er ca. 900, hvor hovedparten er polititjenestemænd. Herudover er der ansat medarbejdere med såvel administrativ som akademisk baggrund m.m.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Næstved Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Sydsjællands & Lolland-Falsters Politi, Parkvej, 4700 Næstved
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 08-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6073230