Audiologopæd søges til ViSP - Kommunikationscenter Faxe, Vordingborg, Næstved

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

ViSP - Kommunikationscenter Faxe, Vordingborg og Næstved søger en kollega til vores afasi-dysartriteam. Stillingen er en fast stilling på 35 timer som talepædagogisk konsulent. 

Vi forventer, at du er uddannet kandidat i audiologopædi eller lærer med PD- eller speciallæreruddannelse. Teamet, du bliver en del af, består af 7 kolleger. Vi arbejder tæt sammen, og kollegial sparring og supervision er en naturlig del af samarbejdet. 

Vi lægger vægt på, at du har kompetencer indenfor rehabilitering af voksne, der er ramt på sprog eller tale efter en erhvervet hjerneskade. Du er nysgerrig og interesseret ift. at undersøge, hvad der er vigtigt for personen og i et samarbejde kortlægge personens udfordringer, kompetencer og potentialer. Det er også vigtigt, at du er god til at møde andre mennesker og favne dem, uanset hvilke udfordringer de kommer med. Du skal kunne agere i et samarbejde på tværs af fagligheder, sektorer og myndigheder.
Det er en forudsætning, at du har kørekort.

Et væsentligt element i dit arbejde er at beskrive, hvad der sprogligt er på spil for det enkelte menneske, og derfor er det afgørende, at du mestrer skriftlig formidling. Alle forløb indeholder udredninger og undervisningsplaner og afsluttes med en skriftlig evaluering. 

Du har kompetencer og erfaring, der gør dig i stand til at undervise, formidle viden, rådgive og vejlede én til én og på holdforløb. 

Du vil i din ansættelse være tilknyttet afasi-dysartriteamet. Her er ansat logopæder og audiologopæder, der varetager undervisningsopgaver ift. mennesker med fx:

  • afasi, verbal apraksi og dysartri 
  • kognitive kommunikative følger efter hjerneskade 
  • ALS

Samtaler og eneundervisning foregår på undervisnings- og træffesteder i vores tre samarbejdskommuner eller i personens eget hjem. Samtaler, undervisning og rådgivning sker i et tæt samarbejde med personen selv, pårørende, evt. arbejdsplads og øvrige fagpersoner, der er involveret i personens forløb.

Vi tilbyder bl.a.:

  • Et miljø med højt fagligt niveau og hjælpsomme kolleger
  • Mulighed for faglig udvikling, opdatering og sparring
  • Fleksibilitet i tilrettelæggelse af dine opgaver i overensstemmelse med teamets opgaver

Til samtalen vil vi gerne høre dig fortælle om:

  • Hvad er vigtigt for dig?
  • Hvordan du bruger din faglighed i et tværfagligt samarbejde og med de mennesker, der har brug for din støtte
  • Hvordan du holder et overblik over dine opgaver og aftaler
  • Hvordan andre vil sige, du bidrager til et godt arbejdsmiljø

Præsentation af ViSP
ViSP er et kommunikationscenter, beliggende i Næstved. ViSP servicerer Faxe, Vordingborg og Næstved kommuner og yder undervisning til borgere i alle tre kommuner. Derudover varetager ViSP i regionalt regi logopædisk udredning og undervisning af patienter indlagt på Center for Neurorehabilitering (CNN) på Næstved Sygehus og på Nykøbing Falster Sygehus. Næstved Kommune er driftsherre.

ViSP har i alt ca. 37 ansatte og varetager specialiserede indsatser for personer med følger efter hjerneskade forårsaget af fx apopleksi og traumer, personer med behov for undervisning i forhold til stemmevanskeligheder, hjernerystelse, IKT (informations- og kommunikationsteknologi), høre- og talevanskeligheder, samt undervisning af unge med komplekse kognitive problemstillinger. En stor del af indsatserne har et beskæftigelsesperspektiv, der betyder, at vi også arbejder med arbejdsfastholdelse og afklaring af beskæftigelsespotentiale. Denne del af vores opgave sker i et tæt samarbejde med de kommunale jobcentre.

Der er fri henvendelsesret til ViSP, og det betyder at vi selv visiterer. Til daglig er vi opdelt i teams, der tilbyder undervisning målrettet specifikke udfordringer.
På ViSP prioriterer vi et godt kollegaskab, og vi forsøger derfor at mødes på tværs af alle teams både med det faglige og sociale i fokus. 

Se endvidere www.visp.dk

Du kan se job- og personprofilen her.

Relevant uddannelsesbevis skal vedhæftes. 

Løn- og ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst indgået mellem KL og Danmarks Lærerforening samt gældende forhåndsaftale med Næstved Lærerkreds.

Tiltrædelse den 1. juni 2024.

Arbejdstid pr. uge 35 timer.

Vil du vide mere
Du er meget velkommen til at kontakte os for at høre mere om stillingen. Ring gerne til centerleder Karen Sørensen på tlf.:4041 2027

Ansøgningsfrist søndag den 14. april 2024.

Ansættelsessamtaler afholdes onsdag den 24. april 2024.

Næstved Kommune har røgfri arbejdsdag. 

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Næstved Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: deltid (35-35 timer ugentligt)

-Arbejdsgiver:

Næstved Kommune, Birkebjerg Allé 3, 4700 Næstved

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 14-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6018505

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet