Elever fra 5. klasserne får stillet en række spændende udfordringer i Super Power Challenge på Ny Ridehus i Næstved fra den 3. til 5. marts. Deltagerne skal blandt andet løse så mange robotmissioner som muligt på 2,5 minut, bygge og forklare deres egen raket og raketopsendelse, samt konstruere den hurtigste bil.
Konkurrencen fokuserer på at styrke elevernes arbejde med naturvidenskab og innovation gennem dyst i programmering, konstruktion og dokumentation. Op til konkurrencen har eleverne arbejdet med at bygge og programmere LEGO Spike robotter, konstrueret biler til matchrace og lavet samt affyret egne raketter. Undervejs har de dokumenteret processerne på film.
Eleverne skal deltage i tre discipliner: blokprogrammering, konstruktion og mekanik samt raket og formidling. Pointene uddeles blandt andet for robotopgaver, raketbygning og produktion af den bedste raketfilm. Præsentationerne bedømmes af dommere bestående af naturfagslærere og pædagogiske konsulenter fra Center for Dagtilbud, Skoler og Forebyggelse.
I år deltager 631 elever fra 31 5. klasser. Deltagerne kommer fra Ellebækskolen, Kobberbakkeskolen afd. Sjølund, Sct. Jørgens Skole, flere afdelinger af Lille Næstved Skole, Vesterlandsskolen, Holmegaardskolen, Fladsåskolen samt Susåskolen.
Hver klasse er på forhånd inddelt i hold på cirka 12 elever, som igen arbejder i tre underhold med ansvar for programmering, konstruktion/mekanik og raket/formidling. Der kåres både en samlet vinder for hver dag og vindere i seks underkategorier baseret på point fra alle discipliner.
Super Power Challenge finder sted tirsdag den 3., onsdag den 4. og torsdag den 5. marts 2026, hver dag fra kl. 9.00 til ca. 15.45 i Ny Ridehus, Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
Dagen starter med velkomst kl. 09.00. Semifinale og finale i Matchrace ligger mellem kl. 11.10 og 11.30, semifinalen i Spacemissionen fra kl. 13.20 til 13.40, og Matchrace Udfordringens finale fra kl. 13.40 til 14.00. De bedste raketfilm præsenteres på storskærm fra kl. 14.00 til 14.20, og finale i Spacemissionen er kl. 14.25 til 14.40. Dagen afsluttes med visning af journalistfilm og præmieoverrækkelse fra kl. 14.40, og slutter cirka kl. 15.30.