Nyheden er fra Næstved IF Fodbold
Kære alle medlemmer, trænere, sponsorer, frivillige og øvrige interessenter i Næstved IF Fodbold
Ventetid
Hold nu op, hvor det trækker og hiver i os alle for at komme i gang i klubben. De seneste dages regn har ikke gjort trangen mindre. Banerne, der kontinuerligt vedligeholdes og plejes, står knivskarpe og venter kun på, at vi atter kan indtage dem. Jeg ved, at vores trænere tripper for at komme i gang. Det gør vi alle!
Og måske, men KUN måske, er der nu et spinkelt håb om, at vi kan komme i gang inden for en overskuelig tidshorisont – i starten på nedsat blus, med mange restriktioner, med afstand, med stor hygiejne og ikke mindst med stor respekt for sygdommen og smittefaren - naturligvis. Der pågår i dansk fodbold lige nu undersøgelser, drøftelser og forhandlinger, der skal klarlægge mulighederne for, at breddefodbolden atter kan starte op. Og det er meget interessante drøftelser at følge. Det er et stort arbejde, der udføres af DBU. Jeg vil ikke her belyse alle drøftelserne nærmere. Det overlader jeg til selvstudier via tilgængelige kanaler. Men man kunne f.eks. tænke sig den model, at tre årgange kan træne på samme tid på vores anlæg – en årgang på kunstbanen, en årgang på bane 2, og en årgang på bane 11. På de enkelte baner, kan årgangene opdeles i mindre grupper, der så kan træne i hver deres hjørne af banen - med behørig afstand mellem spillerne. Jeg tror endnu ikke, at det vil blive tilladt, at der spilles kampe – heller ikke til træning. Det har jeg fuld forståelse for. Men træning med afstand i små grupper, kan jeg godt se, kan være en mulighed. For det er vigtigt, at vores klub atter kommer i gang. Et er, at vi savner fodbold. Det klarer vi nok. Noget andet, og langt mere vigtigt er, at vi savner hinanden. Vi savner det sociale samvær, vi savner vores venner i klubben. Og selv om det skal være socialt samvær med afstand, så er det bedre end socialt samvær via internettet. For det er vores forening og vores klub. Vi må vente på nyt fra myndighederne om, hvorvidt det bliver muligt at komme i gang. Men der arbejdes hårdt på at finde løsninger.
TAK!
Lad mig her præcisere, at bestyrelsen er alle evigt taknemmelige over den opbakning, alle har udvist over for klubben. Og med alle menes alle. Det efterlader bestyrelsen med et meget stort håb om, at vi alle, når den dag forhåbentlig snart kommer, kan vende tilbage til en sund og stærk fodboldklub. En klub, der, om end med økonomiske skrammer i et eller andet endnu ikke kendt omfang, vil klare sig gennem denne krise. Det er foreningssind, når det er stærkest. Og det er der mange foreninger, der misunder os. Bestyrelsen har efter bedste evne forsøgt at styre klubben gennem krisen. Det er en vanskelig øvelse, som forhåbentlig ender godt. Det skal gerne medvirke til at sikre, at vi alle har en god og økonomisk sund klub at vende tilbage til. Det er bestyrelsens mål, at krisen ikke skal resultere i øgede kontingenter. Alles opbakning er en meget vigtig brik i denne ambitiøse målsætning. Det skal vi alle være stolte af, at være en del af. Tak for det!
Sammenhold
Coronakrisen har vist os alle, at når ulykken indtræffer, så står vi sammen. Det er flot og rørende at være vidne til. Det tror jeg alle er meget rørte af. Lad os på den anden side af krisen fortsætte vores fælles retning og foreningssind, bakke op om klubben og alle klubbens hold, trænere, frivillige, ledere, sponsorer og interessenter – uanset om det er U5, fitnesspiger, veteranerne eller divisionsholdet. For i sidste ende, så er vi alle afhængige af hinanden. Uanset hvilket hold man måtte tilhøre. Nogle årgange er ressourcemæssigt stærke. Andre årgange er ikke. Men vi er alle medlemmer i Næstved IF Fodbold. Og derfor skal vi også alle hjælpe og støtte hinanden. Når ulykken rammer, er det vigtigt, at vores fundament i klubben er stærkt.
Opfordringen skal her være, at måtte man have mulighed for at hjælpe klubben frivilligt i et udvalg, i bestyrelsen, som holdleder, som tovholder på et projekt, at skaffe midler til klubben eller andre ting, så tøv ikke med at skrive eller ringe til bestyrelsen. Al hjælp modtages med stor tak og respekt. Coronakrisen har vist, hvor vigtigt et stærkt fundament er. Et stærkt fundament skal vedligeholdes løbende. Ellers revner det. Men det gør vores fundament ikke!
Vores førstehold
Ud over amatørafdelingen, så har vi også vores professionelle afdeling. Den udfører et enormt stykke arbejde, og bakker også hele tiden op om amatørafdelingen. Den professionelle afdeling er naturligvis meget påvirket af krisen, og det er vigtigt for bestyrelsen her at opfordre til, at alle bakker op også om den professionelle afdeling. Når det igen er muligt, så kom på stadion til hjemmekampene, køb en pølse, en sodavand, et årskort, en spillertrøje. Divisionsholdet er vores klubs førstehold. De er en del af os. Det skal vi stå sammen om. Spillerne på divisionsholdet elsker, når byen bakker op, og spillerne er virkelig dedikerede vores hold og vores klub. Det seneste år er der sket en enorm udvikling i samarbejdet mellem Næstved Boldklub og Næstved IF Fodbold. Vi har fået fælles logo, et logo, der i øvrigt netop har vundet DM for klublogoer. Der er udviklet stærke relationer og stærke samarbejder om mange fælles projekter. Der er en enorm åbenhed og imødekommenhed, som kan føles i det daglige. Der er sket så meget positivt, som vi alle kan og skal være stolte af. Der er skabt en enhed parterne imellem. Og den enhed bliver stærkere og stærkere for hver dag. Tak for det!
Sponsorer
Det er for bestyrelsen også vigtigt opfordre til, at vi alle støtter vores sponsorer. De har støttet os stærkt og loyalt - også gennem krisen. Lad os alle gøre det samme for vores sponsorer. Bestyrelsen hjælper meget gerne med at finde lige præcis den sponsor, som du gerne vil benytte til en given opgave eller et givent køb.
NIF Fodboldvenner
NIF Fodboldvenner vil bestyrelsen også gerne opfordre til, at man hjælper. Det er en gruppe frivillige og meget dedikerede Næstved-folk, der kontinuerligt og utrætteligt forsøger at indsamle midler. Midler som skal komme vores ungdom og klub til gavn. Bl.a. har NIF Fodboldvenner støttet med midler til det nye gulv i Café Niffen, bord- og bænkesæt på vores terrasse, og mange, mange andre ting. Så køb en målaktie af NIF Fodboldvenner – de koster op til 100 kr., 300 kr. eller 500 kr. Og et medlemskab i NIF Fodboldvenner koster kun 100 kr. årligt. Den støtte, som NIF Fodboldvenner yder til vores klub, gør en enorm forskel for os alle. Så lad os alle også støtte NIF Fodboldvenner. Henvendelse herom kan ske til Johannes Jüngling <nifsfodboldvenner@outlook.com>
Café Niffen
Café Niffen er samlingspunktet for alle i vores klub. Bestyrelsen har arbejdet hårdt på, og gør det fortsat, at få opgraderet faciliteterne i caféen. Nyt gulv, nye lysarmaturer, nyt AV-udstyr og forhåbentlig er lokalet også snart nymalet. Der er opsat rullegitter, så vi kan være i lokalet, også når forpagteren ikke er til stede. Når vi atter åbner op, så skal det være opfordringen fra bestyrelsen, at så mange som muligt støtter op om forpagteren i Caféen.
PAS PÅ JER SELV!
Alle ønskes I en rigtig god weekend. Bestyrelsen håber, at I alle er ved godt mod og helbred.
Vi glæder os til, forhåbentlig snart, at se jer alle igen i klubben.
Tak!
På bestyrelsens vegne
Christian M. Wennicke Formand