To mænd fra Storkøbenhavn, på henholdsvis 21 og 31 år, blev tirsdag klokken 15.24 anholdt i samarbejde med Københavns Vestegns Politi. Anholdelsen fandt sted på Roskildevej i Rødovre.
Mændene er sigtet for et millionbedrageri, der blev begået natten til den 4. april på en adresse i Korsør. En 72-årig kvinde anmeldte bedrageriet i weekenden, efter at hun blev kontaktet af en mand, der udgav sig for at være fra politiet. Kvinden blev spurgt, om hun lå inde med værdier, og "politiet" tilbød at opbevare dem sikkert.
Midt om natten ankom to mænd til kvindens adresse og det lykkedes dem at få udleveret forskellige værdigenstande. Politiets efterforskning rettede mistanken mod de to mænd, som nu også er sigtet for at udgive sig for at være fra politiet.
De anholdte blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Næstved og er blevet varetægtsfængslet frem til den 30. april.