Nyheden er fra Næstved IF Fodbold
Mindeord for Allan Dinesen
Det er med stor sorg, at vi har mistet et af de største foreningsmennesker i Næstved IF Fodbold. Allan Dinesen er, efter en periode med sygdom, ikke længere blandt os.
Allan har i en menneskealder været synonym med Næstved IF Fodbold, og han har gennem sit lange virke arbejdet hårdt for ”byens fodboldklub”, og for at alle følte sig som en del heraf.
Allan havde sine meningers mod, og var en mand, man kunne diskutere indædt med, og stadig være gode venner med. Han var aldrig tilbageholdende med at give sin uforbeholdne mening til kende.
Allan kæmpede for alle, og veg ikke fra sine principper. Samtidig var Allan en person, man kunne være dybt fortrolig med. Allan vidste til det sidste, at hans stol stod og ventede på ham i bestyrelseslokalet på Rolighedsvej. Men sådan skulle det ulykkeligvis ikke blive.
Lige til det sidste fulgte Allan med i klubbens ve og vel. Der er blevet afholdt utallige telefonsamtaler, hvor Allan på sin vanlige interesserede måde spurgte ind til dette og hint i og omkring klubben. Allans tanker var altid i klubben.
Vi vil alle savne Allan, og vi vil savne de utallige momenter, hvor Allan sad på klubbens terrasse og skuede ud over banerne. Vi vil savne, når Allan kom cyklende gennem anlægget, og vi vil savne, når Allan sad ved sit bord for enden af fodboldbanen, når der blev afholdt fodboldskole. Der er rigtig mange ting, vi vil savne.
Allan har gjort en kæmpe forskel for rigtig mange mennesker gennem sit lange virke. Nogle af de mennesker, er os i bestyrelsen.
Vores tanker går til de efterladte, og vi håber, at I finder trøst i den arv, som Allan har givet til ikke blot jer, men til os alle.
Æret være Allan Dinesens minde.
På klubbens og bestyrelsens vegne
Christian M. Wennicke
Formand
Næstved IF Fodbold