Mandag morgen modtog politiet en anmeldelse om høj musik fra en lejlighed i Næstved. Forsøg på at få beboeren til at dæmpe musikken havde været forgæves, og politiet blev derfor sendt til stedet.
Ved politiets ankomst klappede beboeren vinduerne op og fortsatte med at spille høj musik. For at få adgang til lejligheden blev en låsesmed tilkaldt, og politiet kunne derefter skrue ned for musikken.
En 27-årig mand blev anholdt klokken 10.01 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Manden, der virkede noget ude af balance, blev efterfølgende kørt til behandling på sygehuset.