En 90-årig kvinde fra Vordingborg blev tirsdag udsat for et bedrageriforsøg, da en kvinde ringede og udgav sig for at være fra kvindens bank. Den 90-årige fik at vide, at der var overført penge fra hendes konto, og at banken kunne hjælpe med at sikre hendes øvrige værdier i form af smykker.
Et "bankbud" ankom til den 90-åriges adresse, men kvinden anede uråd og lukkede ikke personen ind. Politiet blev involveret og fik standset en mistænkelig bil ved Næstved. Føreren, en 33-årig mand, blev anholdt klokken 16.47.
Der blev fundet forskellige effekter i bilen, som politiet nu undersøger for at afgøre, om de har tilknytning til bedrageriet. Den 33-årige mand er sigtet for forsøg på bedrageri, og det forventes, at han skal fremstilles i grundlovsforhør senere onsdag.