Tirsdag aften rykkede en politipatrulje ud til en adresse i Næstved, hvor der var mistanke om handel med ulovlige stoffer. Under aktionen satte fire personer sig ind i en bil og kørte fra stedet, men blev kort efter standset på Snerlevej.
Føreren af bilen, en 20-årig mand fra Haslev, blev anholdt og sigtet for flere lovovertrædelser. Han virkede påvirket af stoffer og havde ikke noget kørekort. Desuden blev der fundet to knive i bilen, og nummerpladerne tilhørte en anden bil. Han blev sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret, overtrædelse af knivloven samt for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring.
I bilen befandt sig også en 18-årig mand fra Næstved, som havde 5,1 gram hash på sig. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
En 18-årig kvinde fra Næstved blev ligeledes anholdt. Hun havde 0,5 gram amfetamin og 35,4 gram hash fordelt i små pakker. Hun blev sigtet for salg af ulovlige stoffer. Ved en efterfølgende ransagning af hendes bopæl blev der fundet yderligere 1,4 gram hash. Den 18-årige kvinde blev afhørt og løsladt klokken 21.22, men er fortsat sigtet.