Udlændinge- og Integrationsministeriet, Slotsholmsgade: Kontorchefer til Udlændingestyrelsen

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at stå i spidsen for asylområdet eller for arbejdet med asylansøgeres indkvartering og vilkår? Kan du se dig selv indgå i et stort netværk af chefer, der altid er klar med sparring eller et god råd?

Så bliv en del af ledelsesgruppen i Udlændingestyrelsen. Lige nu søger vi - grundet udløb af åremål - tre kontorchefer til to af vores kontorer i Center Sandholm og til ét af vores kontorer i Næstved.

Velkommen til Udlændingestyrelsen og lidt mere om de tre kontorer

Udlændingestyrelsen består af fem centre, hvor vi søger kontorchefer til to af dem: Center for Asyl og Center for Administration og Asylindkvartering.

I Center for Asyl behandler vi bl.a. asylansøgninger – vi gennemfører interview med asylansøgere og træffer afgørelse i sagerne. Centeret er endvidere ansvarlig for at gennemføre en række kontrolopgaver i forhold til personer, der har opnået flygtningestatus i Danmark, ligesom centeret er ansvarlig for indhentning af oplysninger om forholdene i verdens brændpunkter.

I Center for Administration og Asylindkvartering varetager vi primært generelle stabsopgaver og har ansvaret for det generelle indkvarteringsområde, såvel bygninger, økonomi, strategi og drift som forhold og vilkår for de personer, der er indkvarteret på asylcentrene.

Sådan bliver din hverdag som kontorchef hos os

Vi har brug for tre kontorchefer, der vil sætte retning for kontorets opgaveløsning, prioritere kontorets opgaver og sikre, at kontoret leverer resultater af høj kvalitet og til tiden. Samtidig skal du som kontorchef have medarbejdernes udvikling og trivsel for øje og som et helt centralt element i stillingen løfte den ledelsesopgave, der ligger heri.

I Udlændinge- og Integrationsministeriet er der gode muligheder for mobilitet, og det er derfor et plus, hvis du også kan se dig selv i andre chefstillinger i koncernen.

Opgaverne i 1. asylkontor

Kontoret behandler sager om inddragelse og forlængelse af opholdstilladelse for visse grupper af familiesammenførte udlændinge og flygtninge. Kontoret træffer afgørelser om visitering (boligplacering) i kommunerne af de udlændinge, der meddeles opholdstilladelse som flygtninge.

Du får personaleansvar for ca. 30 medarbejdere og en souschef. Medarbejderstaben består af akademikere og kontorfunktionærer.

Opgaverne i 2. asylkontor

Kontoret har ansvaret for den indledende asylsagsbehandling, hvilket indebærer asylregistrering af ansøgere, oprettelse af sager, håndtering af koster, planlægning af tolkebistand mv. Herudover står kontoret for at gennemføre den indledende asylsamtale og træffe afgørelser efter Dublinforordningen og åbenbart grundløs-proceduren.

Du får personaleansvar for ca. 35 medarbejdere og en souschef. Medarbejderne er både akademikere og kontorfunktionærer.

Opgaverne i Kontoret for Indkvarteringsvilkår

Kontoret er ansvarlig for styrelsens gernerelle og konkrete juridiske og administrative opgaver vedrørende indkvartering, forsørgelse og vilkår for asylansøgere, mens de får deres asylsag behandlet i Danmark. Kontoret har således det overordnede ansvar for strategi og drift af landets asylcentre, herunder indgåelse af kontrakter med samarbejdspartner, ligesom kontoret står for at koordinere og tilrettelægge opgaven med at føre tilsyn med asylcentrene. Kontoret træffer også afgørelser i en række konkrete sager om bl.a. asylansøgeres mulighed for at tage beskæftigelse og blive privat indkvarteret, sundhedsbehandling af og sociale foranstaltninger til asylansøgere, erstatningssager mv.

Du får det overordnede faglige og ledelsesmæssige ansvar for kontoret. Du får personaleansvar for tre enhedschefer. Enhedscheferne har personaleansvaret for kontorets ca. 45 medarbejdere, der rummer både akademikere og kontorfunktionærer.

Vores forventninger til din baggrund

Du har en relevant akademisk uddannelse, gerne cand.jur. el.lign. og har erfaring med offentlig forvaltning.

Vi ser gerne, at du kommer med ledelseserfaring fra en politisk styret organisation og formår at være tydelig og synlig som leder. Du skal kunne effektuere og implementere beslutninger og løbende følge op, ligesom du forudsættes at have gode kommunikations- og samarbejdsevner.

Kendskab til udlændingeområdet vil være en fordel.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Som kontorchef sker aflønning efter løngruppe 1. Stillingerne besættes på åremål. Hvis du i forvejen er tjenestemand, vil ansættelse som tjenestemand efter en konkret og individuel vurdering kunne finde sted på åremål i lønramme 37.

Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen.

Arbejdsstedet for stillingerne som kontorchef i hhv. 1. asylkontor og 2. asylkontor er Sandholmgårdsvej 40, 3460 Birkerød. Stillingerne er med tiltræden den 1. januar 2024.

Arbejdsstedet for stillingen som kontorchef for Kontoret for Indkvarteringsvilkår er Farimagsvej 51A, 4700 Næstved. Stillingen er med tiltræden den 1. februar 2024.

Som kontorchef omfattes du af ministeriets arbejdstidsaftale for chefer. Chefer ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 39 timer mod tildeling af 11 cheffridage pr. år.

Du skal opnå sikkerhedsgodkendelse til ”HEMMELIGT” for at arbejde i denne stilling, og opretholde den under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her

Er du blevet nysgerrig på en eller flere af stillingerne, så tag gerne kontakt til direktør Niels Henrik Larsen på telefonnummer: 2064 0439 eller på e-mail: nhla@us.dk.

Søg stillingen

Klik på knappen i højre side og upload din ansøgning, cv og eksamensbevis mv. senest mandag den 11. september 2023.

Hvis du er tjenestemand, skal ansøgningen stiles til Dronningen.

Det er forventningen, at første samtalerunde holdes i uge 38. En eventuel 2. samtalerunde holdes i uge 40. Du vil eventuelt skulle besvare en case i forbindelse med samtalen.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang – Uddannelse, job og fællesskaber for alle.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har overordnet to politikområder: Hvem må indrejse og opholde sig i landet – og hvordan sikrer vi, at udlændinge bidrager til og tager del i samfundet?

Ministeriet har ca. 1.1925 medarbejdere fordelt på departementet, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen - herunder Nationalt ID-center, Udlændingenævnets sekretariat og Flygtningenævnets sekretariat.



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Næstved Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Tidsbegrænset ansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Udlændinge- og Integrationsministeriet, Slotsholmsgade, Slotsholmsgade 10, 1216 København K

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 11-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=171797&DepartmentId=8774&MediaId=2441&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5897346

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet