Lørdag aften klokken 23.24 modtog politiet en anmeldelse fra en 18-årig mand, der var blevet overfaldet i toiletkøen på et værtshus i Næstved. Den unge mand havde bedt en anden gæst om at give plads, hvilket resulterede i, at han blev nikket en skalle og fik et knytnæveslag i ansigtet.
Politiet fandt hurtigt frem til en 17-årig mand, som blev anholdt klokken 23.36. Den 17-årige blev sigtet for vold og taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt i overværelse af de sociale myndigheder. Efter afhøringen blev han løsladt igen klokken 1.49, og hans forældre er blevet underrettet om sagen.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi