Politiet fik tirsdag eftermiddag en anmeldelse om en mand, der lå og sov ved en opgang på Indre Vordingborgvej i Næstved. Betjentene fik liv i manden, som virkede påvirket og fortumlet.
Manden, der er 41 år og fra Holland, kunne ikke tage vare på sig selv. Ved en visitation fandt politiet en pose med 63 gram hash.
Han blev anholdt klokken 18.09 og taget med til politistationen i Næstved. Han er sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og er fortsat anholdt.
Sigtelsen er forelagt Udlændingestyrelsen, som skal vurdere, om manden skal have forbud mod at rejse ind i Danmark.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi