Over 700 elever dyster i opfindsomhed til landsfinale i Projekt Edison i Næstved

Foto: Næstved Kommune.
dato

Over 700 elever fra 12 østdanske kommuner deltager torsdag i landsfinalen i Projekt Edison, hvor både workshops og spændende aktiviteter venter i Arena Næstved.

Legoklodser er pakket i flyttekasser, og folieskærerens knapper samt brugerflade er blevet testet endnu en gang. Eleverne på valgfaget Teknologiforståelse fra Lille Næstved Skole, afdeling Herlufsholmvej, har gjort de sidste forberedelser frem mod torsdag.

Da går turen til Arena Næstved, hvor projektudstyret skal bruges, når over 700 elever fra 12 kommuner i Østdanmark deltager i landsfinale Øst i opfinderkonkurrencen Projekt Edison.

Fonden for Entreprenørskab står for selve finalen samt workshops for lærere. Næstved Kommune arrangerer derudover et aktivitetsspor for de deltagende elever og deres klassekammerater.

Valgfagsholdet fra Lille Næstved Skole og deres lærere koordinerer tre workshops for de besøgende:

  • Design dit eget tryk til en mulepose
  • Lav din egen vingummi-støbeform
  • Legoudfordringen – byg og programmer en Lego-robot

IMG_4653 Vandret

Deltagerne præsenteres samtidig for masser af Næstved-DNA, når de kan vælge mellem hele 24 workshops i forbindelse med finaledagen.

Virksomheder, kommunale aktører og uddannelsesinstitutioner som Will Media, Paarup & Co, Center for Undervisningsmidler ved Professionshøjskolen Absalon, Klatrecentralen, Dybsø Naturskole, Næstved Ungdomsskole, Makerspace Næstved, flere lokale skoler, Børnekulturhus Næstved, Næstved Bibliotek og Talentskolen bidrager alle med speciale workshops for deltagerne og deres klassekammerater.

I år afholdes landsfinale Øst i Projekt Edison torsdag den 12. november i Arena Næstved for elever fra 6. og 7. klasse, der har kvalificeret sig fra skoler i Østdanmark. Fonden for Entreprenørskab arrangerer finalen, mens Næstved Kommune står for aktivitetssporet.

Siden 2014 har skoler i Næstved Kommune været deltagende i Projekt Edison, hvor mellem 300 og 400 elever årligt har været med i opfinderkonkurrencen. I år er hele 15 grupper fra lokale skoler gået videre til finalen. Projekt Edison giver eleverne mulighed for at tænke stort, tage chancer, lære af fejl og styrke klassens fællesskab gennem virkelighedsnær undervisning og samarbejde.

https://www.naestved.dk/nyheder/nyheder-2026/elever-laver-workshops-til-edison-finale

Kilde: Næstved Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler