Politiet rykkede torsdag eftermiddag ud til en adresse i centrum af Haslev efter at have fået et tip om ulovlige stoffer. Ifølge politiet foregik der synlig og utryghedsskabende handel med stoffer på stedet, hvor betjentene så flere personer komme til og fra.
Betjentene standsede to piger og en dreng på 14-15 år. De unge havde ikke ulovlige stoffer på sig, og deres forældre blev underrettet om samtalen.
Klokken 18.42 anholdt politiet en 32-årig mand på adressen. På stedet blev der fundet 121 gram hash, og en 15-årig pige blev sigtet for salg af ulovlige stoffer.
Den 32-årige havde også en machete uden tilladelse og blev sigtet for overtrædelse af våbenloven. Han blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt klokken 0.50.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi